I Budokan Karate Solrød træner vi traditionel Shotokan-karate, og i klubben er der både plads til almindelige medlemmer og til eliten. Vi tilstræber en balance i træningen, så alle tilgodeses og får et udbytte på det niveau, de nu befinder sig. Vi lægger desuden stor vægt på et godt sammenhold på tværs af hold, grader og aldre. Vi forsøger blandt andet at skabe og fastholde en stærk sammenhængskraft i klubben ved at afholde hyppige fællestræninger og sociale arrangementer. I Budokans Facebook-gruppe har medlemmerne desuden god mulighed for at kommunikere imellem træningerne.
Klik på følgende links for at blive klogere på
Budokan betyder ”kampkunstens hus” og refererer til de mentale kampe, man skal vinde hver eneste dag. Her er karatetræning et godt redskab, hvor man igennem overvindelse af egne grænser – og via indsigt, ydmyghed, respekt for sig selv og andre samt et godt kammeratskab – bliver mentalt bedre rustet, end før man startede.
Hele fundamentet for Budokan er, at alle skal kunne træne karate og få noget ud af det. For dem, som ønsker at deltage i konkurrencer og vinde medaljer, råder vi over nogle særdeles kompetente og erfarne instruktører, som igennem 30 år har konkurreret på absolut topplan. Vi ved, hvad det vil sige at stå med nerverne uden på tøjet, for vi har selv prøvet det. Og den viden kan vi give videre til nye og kommende medaljehåb. Og for motionisterne, som gerne vil lære selvforsvar, samtidig med at de kommer i god form, råder klubben over veluddannede instruktører med indsigt i anatomi og moderne pædagogiske træningsprincipper, samtidig med at de fokuserer på karatens traditioner og et effektivt selvforsvar.